Menu Luk

Fra landbrug til Foreningen Bakkegården.

Bakkegården har en lang og omskiftelig historie bag sig.
Historien har bragt stedet fra driftig landbrugsgård over husvildebarak til det kulturhus, det er i dag.
Landsbyen Højby er antagelig grundlagt på overgangen mellem vikingetid og middelalder, og det er ikke usandsynligt, at der allerede på den tid lå det første spæde tiltag til en gård ved navn Bakkegården.
Mere sikkert er det dog, at Bakkegården var blandt de sytten Højbygårde, som bliver nævnt i Næsbyhoved Lens regnskaber tilhørende enten Skt. Hans eller Dalum Kloster.
Ved reformationen overgår dette dog til kronens ejerskab.
Placeringen af gården frem til 1793 var i nærheden af gadekæret og kirken, men senere flyttede Christian Nielsen den til dens nuværende placering.


Historie

De næste 176 år fungerede Bakkegården som almindeligt landbrug med skiftende ejere og forpagtere.
I 1969 blev Bakkegården opkøbt af Årslev Kommune, som ønskede at udstykke jorden til parcelhusgrunde.
I 1971 blev stuehuset indrettet til bolig for husvilde, senere kom stedet en kort overgang til at fungere som institution for byens børn.
I slutningen af 1980´erne fik en kreds af aktive højbyborgere øje på stedets potentiale som et samlende sted for landsbysamfundet.
Den 17. februar 1988 indsendtes en ansøgning til Odense Kommune om overtagelse af Bakkegården med henblik på at omdanne denne til café m.m..
Svaret fra Odense Kommune var positivt, og Foreningen Bakkegården stiftedes den 27. april 1988.
En bred kreds af frivillig arbejdskraft gik omgående i gang med omdannelse af stedet fra institution til café. Dette kæmpearbejde blev tilendebragt, og Bakkegården stod klar til indvielse den 10. september 1988.

Nyere tid:
Stedet har siden 1988 været drevet af en bestyrelse med hjælp af en stor frivillig skare af aktive medlemmer.
Siden 1988 har Bakkegården i dagligdagen huset en musik- og beboerskole, som i dag ledes af Ellen Hansen.
I løbet af foråret og efteråret afholder Foreningen Bakkegården en række caféaftener med skiftende kunstnere.
Desuden udstiller skiftende kunstnere i lokalerne i løbet af året.
Stedet er hele tiden under udvikling.

ombygning1

Billede 3 af 5