Igennem mere end 15 år har Halfdanskerne fortolket danske viseklassikere og fyldt en stor del af landets små og store spillesteder op med begejstrede tilskuere.
Nu er de klar med flere af de største vise-klassikere end nogensinde. De mest kendte og elskede sange med tekster af Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Piet Hein, Sigfred Petersen og Jeppe Aakjær tages under kyndig og kærlig behandling i et underholdende, vellydende, morsomt og medrivende show. Der bliver masser af muligheder for at synge med, klappe i takt og bare nyde de stærke og personlige fortolkninger af de største juveler fra den danske vise-skat.